Syddansk Innovation går all in på nye idéer

Nyt navn, ny ejerkreds og ny direktør. Syddansk Innovation vil være mere selektiv med de iværksættere, der investeres i. Til gengæld vil de udvalgte få endnu bedre støtte for at sikre, at virksomhederne får succes.

Syddansk Innovation, som investerer i nye forretningsideer inden for ny teknologi, vil stille højere krav til de iværksættere, der investeres i. Til gengæld skal de udvalgte mødes, der hvor de er, støttes endnu mere og have bedre adgang til at trække på viden fra universitet, virksomheder og netværk af erfarne iværksættere.

– Vi vil de bedste ideer og stærkeste iværksættere, også selv om der er huller i plan og kompetencer. Dem hjælper vi med at fylde ud. For at sikre at iværksætterne og deres ideer får optimale vilkår for at blive til succesfulde virksomheder, vil vi tilbyde et endnu tættere samarbejde, siger bestyrelsesformand for Syddansk Innovation, dekan Henrik Bindslev fra SDU.

SDU og Fonden Syddanske Forskerparker har i løbet af maj overtaget Teknologisk Instituts ejerandel i Syddansk Teknologisk Innovation A/S. Selskabet skifter ved samme lejlighed navn til Syddansk Innovation A/S (SDI).

Henter erfaren iværksætter

For at sikre den bedste hjælp til innovative teknologiudviklere har Syddansk Innovation hentet den erfarne iværksætter, Helge Holm-Larsen, som adm. direktør. Han har tidligere blandt andet været direktør for Business Development hos Topsoe Fuel Cell og BioGasol, og CEO for TEGnology.

– Der står stor respekt om Helge Holm-Larsen, som ved hvad det indebærer at være iværksætter, hvad det kræver for at have succes samt, hvad der kan gå galt. Fra hans brede erfaring i opstartsvirksomheder ved han, hvilke udfordringer iværksætterne møder og kan sikre at SDI kan give dem den helt rigtige støtte og sparring, siger Henrik Bindslev og fortsætter:

– Helge Holm-Larsen har derudover stor erfaring med at skabe frugtbare forsknings- og udviklingssamarbejder mellem virksomheder og universitet. Han ved, hvordan universiteter kan hjælpe virksomhederne med at udvikle deres produkter og koncepter, samt hvordan ideer i et universitet kan blive til virksomhed.

Fødselshjælper for Universal Robots

At investeringerne gavner, er Universal Robots et godt eksempel på. Universal Robots er et spin-out fra SDU og Syddansk Teknologisk Innovation var med til at sikre robotvirksomhedens overlevelse i opstartsfasen, hvor virksomheden også drog nytte af robotforskningen på SDU.

I dag er Universal Robots en global spiller med hovedsæde i Odense og årlige vækstrater på 100 procent.
– Det er et eksempel på, hvad vi kan opnå, når vi spiller godt sammen, understreger Henrik Bindslev.

Fakta om Syddansk Innovation A/S
Syddansk Innovation A/S investerer i ca. 20 nye forretningskoncepter årligt, hvor fokus er på IKT, automation og produktion, big data, velfærdsteknologi og cleantech. Syddansk Innovation har hovedsæde i Odense og dækker hele landet.

Kontakt:
Bestyrelsesformand for Syddansk Innovation Henrik Bindslev, mobil 9350 7110, hebi@tek.sdu.dk

Administrerende direktør for Syddansk Innovation Helge Holm-Larsen, mobil 5096 4701, hhl@sdti.dk