Universal Robots solgt for 1,9 mia

urSDTIs tidligere portefølgeselskab Universal Robots er i dag blevet solgt til amerikanske Teradyne.

Prisen for den danske robotvirksomhed er 1,9 milliarder kroner. Et beløb, der dog kan stige med yderligere godt 400 millioner kroner, hvis firmaet når bestemte målsætninger inden 2018.

Universal Robots laver industri-robotter og har netop lanceret en ny industrirobot, UR 3, der kan fungere som en tredje arm og dermed effektivisere produktionen.

Virksomheden ligger i den såkaldte “Robotic Valley” i Odense, der huser en række robotvirksomheder. Og den vil fortsætte med både at have hovedkvarter og produktion i Odense, fortæller firmaets direktør Enrico Krog Iversen.

– Vi har fået Universal Robots ind i en havn, hvor selskabet kan få muskler og støtte til at udvikle sig endnu hurtigere, siger Enrico Krog Iversen.

Direktør: Endnu hurtigere ud i verden

Universal Robots er kun 10 år gammel og er siden 2005 vokset betydeligt, så selskabets omsætning sidste år voksede med 70 procent og landede på mere end 38 millioner dollars.

– Med salget kan vi sikre, at den teknologi, vi har opfundet, kan blive bredt endnu bedre ud globalt og gøre produktionen endnu lettere. Teradyne har en masse erfaring på nogle markeder, hvor vi ikke har så meget erfaring og så har de nogle strukturer, vi kan lære af, og nogle økonomiske muskler, som vi kan drage fordel af, siger Enrico Krog Iversen.

Han forudser, at især Universal Robots asiatiske marked vil få et boost med salget til Teradyne.

Universal Robots vil beholde sit hovedkvarter i Odense, hvor man satser på at opruste med 50 nye ansatte i år og næste år.

Læs mere her >>